Acoustic Lines album n (1)

Acoustic Lines ifølge anmeldere

"Smuk, akustisk cd med kontrabassen som solo-instrument og midtpunkt. Henrik Olafsson er en fremragende, melodisk bassist, og de medvirkende på pladen har en god sans for det minimalistiske og luftige univers. En varm, smuk og ikke mindst utroligt vellydende cd."

MUSIKEREN

"Er det klassisk eller jazz? Eller er det etnisk,`world`eller noget helt tredje? Man kommer i tvivl, nar man lytter til bassisten Henrik Olafssons solo-udspil 'Acoustic Lines', men bliver hurtigt enig med sig selv om, at det er flintrende ligegyldigt, om musikken skal kaldes det ene eller det andet. For hvis bare musikken er god, er rubriceringen uden betydning.

Og god, ja rigtig god er denne akustiske skive, der er fyldt med følelser og billeder. Det er musik, man slapper af til, musik, der skaber god stemning og som man gerne vil være i selskab med.

Meget instrumentalmusik lider under, at musikerne hele tiden skal vise, hvor dygtige de er, altså ved at gøre tingene så svære som muligt, ved at spille ekstremt hurtigt osv. Ikke sådan her, hvor kunsten ligger i begrænsningens kunst.

Her er intet hæsblæsende over tempoet, men ren vellyd - vel at mærke af den slags, der ikke bliver til sødsuppe, men hele tiden rummer den spænding, som på en gang rummer det afslappede og det intense.

Alle spiller de tilbagelænet, ja næsten beskedent - som om de helst ikke vil høres. Og netop derfor hører man dem!

Numrene hedder blandt andet Sommertanker, En drøm, Legende barn og Lang rejse - alt sammen titler, som er med til at fortælle noget om musikken."
Steffen Lange - Midtjyllands Avis

"Henrik Olafsson: Acoustic Lines byder på kontrabasspil af høj klasse. Henrik Olafsson er en glimrende instrumentalist, og bakkes fornemt op.......Et album med masser af musikalske højdepunkter, sentimentalitet og hjertevarme."
Splint - Midthimmerlands Folkeblad

"Her er musik, som hviler i sig selv - ja, emmer af ro..."
Ole Brandt - Kalundborg Folkeblad

".... Den disciplinerede, klassiske kontrabas - og de fint afstemte supplerende instrumenter - kombineret med et gennemført, gennemkomponeret repertoire gør, at Acoustic Lines må betegnes som en fin lille perle. En let og luftig sag, der bygger bro mellem den klassiske musik og kammerjazzen.

Det er ikke ofte man hører bassen forrest i lydbilledet, men Henrik Olafssons greb om instrumentet og greb om den nordiske melankoli gør bekendtskabet meget interessant ..."

Ivan Rod - gaffa.dk

Kontrabassen egner sig til solospil

Af Lars Kjædegaard, forfatter og musiker

Kontrabassen som soloinstrument er en sjælden ting i Danmark. Med CD'en Acoustic Lines demonstrerer den klassisk uddannede kontrabassist Henrik Olafsson imidlertid, at også giganten i strengeinstrumentgruppen har en stemme, som egner sig til solospil.

Acoustic Lines er en instrumentalplade, som jeg spår et langt liv hos folk, som holder af rolig, lyrisk musik, udsat for et ensemble af garvede, højt kvalificerede musikere. Kompositionerne er Henrik Olafssons, og på Acoustic Lines er instrumentalstykkerne indrammet af instrumenter, som på en gang understøtter soloinstrumentet, men som hver især også yder et bidrag, som ligger ud over det simple akkompagnement. På akustisk guitar høres Finn Olafsson, på percussion og shakuhachifløjte høres Torsten Olafsson, mens det sidste instrument, trompeten, spilles af den ligeledes klassisk uddannede Karl Husum fra Danmarks Radios Symfoniorkester.

På sin vis er det to verdener, der mødes. Solobassen og trompeten spiller med en diciplineret, klassisk lethed, som suppleres af brødrene Finn og Torsten Olafssons mere rytmiske tilgang til musikken. Resultatet er et dybt, lyrisk ensemblespil, som er svært at genrebestemme. Frem for alt er det en produktion, som hviler i sig selv. Der er meget rum og luft i lyden, og musikken og ensemblets organiske sammenhæng gør det samlede indtryk til en oplevelse, som tillader lytteren at synke ind i musikken og danne sig de indre billeder, som er altafgørende for, om instrumentalmusik for alvor lever i lytterens bevidsthed.

Forlaget Olafssongs adelsmærke er den analoge indspilningsproces, som giver musik af netop denne type en varm og stor klang. Ensemblet, som bakker Henrik Olafssons bas op, kender betydningen af sentensen less is more. Det er derfor en fryd at høre kontrabassen tage ordet, især når den spilles af en musiker som Henrik Olafsson, hvis teknik og musikalske overskud i løbet af få strofer engagerer lytteren totalt. Man er med andre ord i rigtig gode hænder, og Finn Olafssons suveræne produktion gør, at musikken fylder rummet og bringer lytteren i nærkontakt med instrumenternes naturlige, akustiske klang. Man kan høre træet i bassen og guitaren, fornemme hvert et anslag i Torsten Olafssons diskrete, rytmiske puls, mens trompetens ligefremme klang bærer melodilinier og temaer direkte ind i lytterens sanseapparat.

Med Acoustic Lines har Henrik Olafsson og hans familieteam lagt en ny standard for utraditionel instrumentalmusik uden anden attitude end en uforbeholden kærlighed til musikken.

Musikerne på Acoustic Lines

KARL HUSUM: TROMPET & CORNET.   DR- symfoniorkester

TORSTEN OLAFSSON: PERCUSSION & SHAKUHACHI FLØJTE

FINN OLAFSSON: ACOUSTIC KEHLET GUITAR

HENRIK OLAFSSON: Double Bass (Horst Gruenert)

Acoustic Lines i en koncert udgave med fra venstre: Torsten Olafsson, Uffe Fogtmann på trompet, Henrik Olafsson og Finn Olafsson

(OLAFSSONGS OCD 049)
CD'en Acoustic Lines kan købes hos Olafssongs.dk

Foto: Christoffer Askman

Musikerne på Acoustic Lines